Havebesøg med skitse, rækkehushave Gevninge, juli 2024

Haveejeren ønskede inspiration til beplantning, der gør baghaven mere hyggeligt og farverig

Der var fokus på to opgaver, at omgive siddepladserne med en beplantning, der gør haverummet mere hyggeligt og få løst udfordringerne med beplantningen på det stærkt skrånende stykke bagerst.

Under havebesøget blev udarbejdet en tilnærmelsesvis målfast skitse over baghaven, som haveejeren kan bruge som huskeliste og inspiration til selv at arbejde videre med etableringen af beplantningen i detaljer.

Og en lille skitse over forslag til beplantning langs med hegn.

Kunden tog selv noter omkring detaljer på vedligeholdelse af den kommende beplantning.

Som visualisering af placeringen af kommende beplantninger anvendte vi forskelligt haveudstyr og tovværk der angiver størrelsen af nye bede.

Buske med forskellige blomstringstidspunkter, skal skabe mere rum i haven og tilføje flere farver. Bunden i bedene har jeg foreslået kunden at tilplante med forskellige stauder og tilføre forårsløgvækster med forskellige blomstringstidspunkter.

Angivelse af placeringen af buske og størrelse af blomsterbede samt forslag til blomstrende buske blev noteret på skitsen.

Ved det brune hegn i den sydlige del af haven har jeg foreslået klatrende vækster der vil trives i skygge skovranke og kaprifolier i en bund af hosta.

Det modsatte hegn ligger i den nordlige del af haven, her er fuld sol, her vil både klematis, kaprifolier og akebia trives, dække hegnet og blomstre rigt. Kunden vil gerne have flere græsser ind i haverummet, de kan fint danne bund under de klatrende vækster.

Græsserne vil også give klematis lidt skygge til rødderne. En skygge som klematis trives med.

Her vil roser også kunne trives.

Haveejeren havde brug for rådgivning omkring hvordan skråningen kan etableres med en smukkere beplantning, der samtidig er let at vedligeholde, da færdsel er besværlig.

Den eksisterende beplantning består af en gamle vildt voksende buske. Jeg har foreslået en gradvis udskiftning til vinca som bunddække. En gradvis udskiftning fra oven, idet en total udskiftning under regnvejr vil skylle jord og nye planter bort.

Kunden havde allerede planten det smalle bed pænt til, jeg gav nogle forslag til tilføjelser og udskiftninger, da jorden her er både tør og soleksponeret.

For at bryde den lange grå flade, har jeg foreslået vækster som med tiden vil falde ned over muren og etablering af blomstrende bede nedenfor.

Nye buske med forskellige blomstringstidspunkter plantet både nedenfor muren, i det smalle bed og oppe i skråningen vil tilføre levende vækster i højden som også vil bryde de lange lige flader.

Liggestolene viser, hvor haveejeren kan nyde sol midt på dagen. Her etableres en lille rund terrasse, så stolene ikke står på det bare græs.

Bagved siddepladsen har jeg foreslået at der plantes en syren, jasmin og en mørkbladet hyld. Det vil give farver og dufte i flere måneder. Plantes der sent blomstrende klematis, clematis viticella ind under buskene, vil disse bidrage med farver til haverummet senere på sæsonen.

Vi anvendte badebassinet til at vise hvor en lille sø kan etableres.

Under havebesøget fik vi talt lidt om hvordan forhaven som skråner stærkt kan anvendes. Men det er baghaven som kunden ønskede at få etableret i første omgang.

Denne hjemmeside bruger cookies. Ved fortsat brug af siden, accepterer du vort brug af cookies.  Læs mere