Havebesøg parcelhushave, Jægerspris september 2023
Erfarne haveejere ønskede inspiration til indretning af etableret have med flere rum
Mange bede var allerede etableret i haven, men haveejerne ønsker at der etableres flere rum i haven med levende vægge, der gør at hele haven ikke kan overskues på én gang. Og at man derfor får lyst til at gå på tur i haven og ikke kun blive siddende på terrassen foran huset, hvorfra alle havens bede i dag kan ses og overskues.
Haveejerne havde i forvejen et ønske om at en siddeplads blev etableret i det nordvestlige hjørne længst væk fra terrassen, men ønskede inspiration til hvordan man kunne skabe et hyggeligt og intimt haverum omkring denne siddeplads.
Mit forslag er at etablere et blosmtrende bed ude i græsplænen, hvis udstrækning blev markeret med tovværk.
Med henblik på at skabe rum, foreslog jeg at plante flere buske og små træer, der danner en levende væg. Buske og træer med forskellig blomstringstidspunkt og forskellige løvfarver. Placeringen af disse blev markeret med pinde. Højden af beplantningen vil tage hensyn til hvor meget skygge, sol og læ man ønsker omkring og ved siddepladsen.
Havemøbler blev stillet frem for at markere hvor stor siddepladsen bør være.
Vi nåede også at få en lille snak om etablering af haverum foran drivhuset samt gennemgå de allerede anlagte bede, hvor havejerne ønskede inspiration til hvad man kan tilføje for at gøre bedene blomstrende så mange dage om året som muligt.