Haveplan forhave villahave Rungsted Kyst, april 2024
Genbesøg juni 2024, beplantning i yderste bed af forhave beplantet
Proces beskrivelse haveplan og bedplan udarbejdes foråret 2024
Efter omlægning af indgangsparti og anlæg af carport, ønskede kunden hjælp til at fylde forhaven med duftende, farverige og spiselige vækster
Familien bad mig udarbejde en plan for beplantning af forhaven, de ønskede mange farver i haven, gerne med vækster med dufte og gerne buske og træer med spiselige frugter og bær.
Opgaven indebar også at hjælpe med forslag til hvordan beplantningen kommer til at afskærme for indsyn til havens eksisterende og nye siddepladser samt bevare kigget til himlen, naboers tage og høje træer mod nord.
Råskitse til haveplan afstemmes med kunden
Efter mit første besøg, hvor jeg dannede mig et indtryk af haverummet som det var på dagen, indsamlede deres egne ønsker til beplantning og brug af haverummet, tog en masse billeder, udarbejdede jeg en råskitse med mit forslag til beplantning. Råskitsen blev gennemgået med haveejerne i deres have.
Den nye siddeplads under æbleparasoller
Under råskitse-mødet bliver jeg altid meget konkret i at forsøge at hjælpe kunden med at visualisere mine ideer til det nye haverums brug og beplantning.
Her hos kunden i Rungsted forslog jeg at forhaven bliver indrettet med en siddeplads, der placeres i den nordlige del af haverummet, med en lavere beplantning bestående af buske og træer, der giver læ for nordlige vinde og danner en smuk væg der afskærmer mod kigget til taget på den nye carport.
Med tovværk markeres udstrækningen af belægning og sti til siddepladsen.
To nye æbletræer plantes ind i haverummet, det ene placeres midt bag de to stole og det andet placeres på vestsiden af den nye siddeplads. De beskæres og kommer til at spille en rolle som levende parasoller, hvor de sammen med det eksisterende paradisæbletræ, som beskæres på samme vis.
Jeg rådede kunden til at foretage beskæring af frugttræer i august måned, med henblik på at fremme frugtsætning og mindske nyvækst.
Levende vægge omkring den nye siddeplads
Kunden er meget glad for rhododendron og ønskede at bevare de gamle samt plante nyindkøbte planter ind i det nye haverum, men ønskede hjælp til hvordan de kan placeres sammen med den nye beplantning.
Jeg har i haveplanen foreslået en masse forskellige buske og træer med forskellige blomstringstidspunkter plantet ind i en bund af mange forskellige stauder og forårsløg.
Afskærmning for indsyn fra vej til siddeplads ved hoveddøren
Det var vigtigt for kunden at det bliver muligt at sidde på bænken ved siden af hoveddøren uden at blive set fra forbipasserende på vejen udenfor haven.
To store gamle rhododendron i bedet i forhaven bliver bevaret, de gamle buksbom i bedet ved vejen bliver bevaret, jeg foreslog årlig beskæring, så de kommer til at fremstå som store runde stedsegrønne kugler.
Få nye rhododendron plantes ind på strategiske steder, så de sammen med de eksisterende danner en stedsegrøn afskærmning mod indsyn fra vejen.
Frugt- og bærlund i bedet ved vejen
I bedet her er der indarbejdet forskellige frugttræer og buske, hvor bunden kommer til at bestå af skovjordbær og hosta.
Kigget fra køkkenvinduerne til forhaven og himlen
Et af de store ønsker til den ny beplantning i forhaven, er at kigget fra køkkenvinduerne mod himlen og de omkringliggende tage og træer bevares samtidig med at forhaven bliver fyldt med så mange farverige vækster som overhovedet muligt.
Jeg har i havens plan indarbejdet at en del af de eksisterende rhododendron bevares, de nyindkøbte spredes ud i haverummet.
Nye buske og træer både de til pryd og de med spiselige frugter og bær samt en del med anderledes løvfarver og attraktive efterårsfarver på løvet placeres spredt rundt i haverummet.
Jeg har foreslået vækster som ikke bliver for høje, ergo at de afskærmer for kigget til carporttaget uden at blive så høje at de forhindrer kig til himlen og naboers tage.
Haveplan, bedplaner og plantelister
Haveplanen viser haverummets levende vægge og loft samt belægninger og udstrækning af blomstrende bede og belægninger.
Bedplanen viser forhavens bundbeplantning med forslag til hvordan forskellige stauder kan plantes ind.
Mit forslag til arbejdsgang ved etablering er; 1 belægninger, 2 plante buske og træer, 3 plante stauder, 4 i efteråret lægge en masse forårsløg.
Kunden har modtaget både haveplan og bedplan samt tilhørende plantelister.
Den ny morgenterrasse
Vinnie fortalte under mit første besøg at hun gerne nød morgensolen en sommermorgen på østsiden af huset (har ikke billede med her), et sted hvor hun sidder ugeneret for indkig fra naboer og forbipasserende, men kigger lige ind i en kedelig hæk.
Jeg har i haveplanen indarbejdet et forslag til at man i hjørnet mellem den gamle terrasse og det nye haverum placerer et vinkelformet rionet og planter til med de smukke og duftende klatrende kaprifolier og får lagt en lille belægning, så man kan placeres et par stole og et lille bord.
Beplantningen mod nordøst for den lille siddeplads holdes lav således at Vinnie både kan nyde morgensol og kigget til det nye haverums beplantning.
Beplantning i det eksisterende hævede bed
Med henblik på at skabe mere rum i haven, har jeg foreslået at plante 3 nye buske ind i den nordlige ende af det hævede bed.