Haveplan light, sommerhusgrund Dronningmølle maj 2024

1500 kvm haverum med oplevelser og plads til flere generationer

Kunden havde brug for min hjælp til at skabe overblik over de forskellige generationers ønsker til nye elementer og beplantninger i haven samt rådgivning omkring renovering og vedligeholdelse af eksisterende beplantning

Haveplan light

Kunden havde ikke behov for en detaljeret haveplan med angivelse af specifikke planter og dermed tilhørende bedplaner og plantelister.

Kunden havde brug for en målfast tegning med angivelse af de forskellige nye elementer, således at de kan realisere havedrømmene over tid uden at miste overblikket og let kan se hvilken størrelse de kommende elementer skal have.

Desuden havde kunden brug for mit syn på, hvor de ønskede elementer kan placeres i haverummet under hensyntagen til jordbund og lysforhold.

Efter aftale med kunden udarbejdede jeg derfor en haveplan light, nærmere betegnet en forfinet målfast råskitse over etablerede og nye elementer i haven.

Haveplanens elementer

En have med rum og gangstier, man kan gå på opdagelse i

Anlæg af stier i haverum kan have både et praktisk formål og samtidig gøre haven mere interessant at gå på opdagelse i.

Haveejerne havde i forvejen slået græsset på de områder, hvor de af praktiske årsager bevæger sig fra A til B;

1 – fra parkeringspladsen til annekset

2 – fra parkeringspladsen til bag om hovedhuset

3 – fra parkeringspladsen til terrassen foran hovedhuset

4 – fra terrassen til annekset.

Min erfaring er, hvis man ikke som udgangspunkt respekterer disse bevægelsesmønstre, bliver de til et dagligt irritationsmoment, hvis adgangsveje bliver gjort alt for besværlige.

De af haveejerne i græsset markerede adgangsveje/stier tegnede jeg først ind i haveplanen. Det gav mig et overblik over deres bevægelsesmønstre og hvordan nye elementer kan placeres uden at forstyrre deres basic behov for at bevæge sig i haverummet.

Nye elementer blev placeret og yderligere forslag til stier blev tegnet ind.

Nye elementer og stier, som efter kundens ønske, gør haven mere spændende at gå på opdagelse i.

De mørkegrønne stier er klippet græs, de brune stier foreslås belagt med flis, da haveejerne havde erfaret at disse dele af haven, har en tendens til at blive meget fugtige i regnfulde perioder.

NB alt det lysegrønne mellem de nye elementer og stier i planen er uklippet græs.

Bålplads

Jeg foreslog at anlægge en bålplads i den sydlige del af haven mellem annekset og hovedhuset. Her vil der være mulighed for at nyde aftenssolen midt på sommeren.

Som rumskaber omkring pladsen har jeg foreslået at plante høje græsser. Græsser vil passe fint ind i haveejernes ønske om, at haven skal have et naturligt udtryk.

Træstubbe eller træplanker fra træer, der planlægges fældet på grunden, kan genbruges her.

Pergola

Som haven er indrettet i dag, er der ingen siddepladser under dække.

Jeg foreslog at etablere en ny terrasse med tag eller blot en pergola ved den sydlige udkant af haven tæt på terrassen ved hovedhuset.

For at give yderligere oplevelse ved siddepladsen har jeg foreslået, at stolperne bliver klædt på med klatrende vækster.

Gyngestativ, legeplads til børnebørnene

Et ønske fra haveejerne var at få placeret et kommende gyngestativ til børnebørnene på planen.

Gyngestativet foreslås placeret i den nordlige del af haven.

Snoede stier giver adgang til gyngestativet fra hovedstien fra parkeringspladsen og bag om hovedhuset.

Buske plantes ved hjørner, på en måde så man ikke kan overskue stiernes forløb, det kan være med til at vække børnenes nysgerrighed efter at gå derind og på opdagelse.

Som yderligere markering stierne og mulighed for leg, har jeg foreslået at der lægges trædesten eller skiver fra fældede træer, de vil opfordre til balanceleg.

Frugtlund

I haven står i forvejen et æbletræ og haveejerne har placeret bænke ved træet. Det inspirerede mig til at foreslå etablering af en lille frugtlund.

Da man gerne vil have flere frugttræer i haven, foreslog jeg at plante to frugttræer mere, lade dem danne en trekant og slå græsset i et rundt areal under dem.

Adgangsstien fra parkeringspladsen til bag om hovedhuset passerer ind under frugtlunden.

Udvidelse af den store terrasse

Vest for hovedhuset ligger en stor træterrasse, på haveplanen blev den planlagte udvidelse markeret.

Busketter der skaber rum ved terrassen

Jeg foreslog at fjerne noget af den vilde beplantning i busketterne ved det nordvestlige og sydøstlige hjørne, erstatte dem samt udvide bsuketterne med flere buske, med forskellig blomstringstidspunkter og løvfarver.

En udvidelse af busketterne vil være med til at skabe mere rum og intimitet omkring den store terrasse.

Samtidig rådgav jeg kunden omkring vedligeholdelse af de buske, man ønsker bevaret.

Højbede til dyrkning af urter, der markerer indgangen til terrassen

Kunden ønskede mit forslag til, hvor højbede til dyrkning af urter kan placeres.

Jeg har foreslået at 2 store højbede placeres foran terrassen, som to strukturelle markering af indgangen til terrassen.

Højbedene vil her få fuld sol, succesraten med at få dyrkningen til at lykkes vil være stor.

Fodboldbane væk fra vinduerne

Nogle af børnebørnene er ivrige fodboldspillere, det ønsker haveejerne også at afsætte plads til i planen.

Mit forslag er at et etablere en lille boldbane med målstativ nord for huset.

Der er ingen vinduer på huset på denne side, som kan gå i stykker og børnene vil kunne lege uden hele tiden at føle sig overvåget af de voksne.

Kvashegn som insekthotel

Kunden havde planer om at afklip fra beskæring af buske og træer skal blive på grunden, at der ikke bliver brugt ressourcer på at køre haveaffald bort.

Haveejerne ønsker at etablere nye dekorative kvashegn, disse elementer kom også med i haveplanen.

Kvashegn øger desuden biodiversiteten idet de giver mange insekter og smådyr mulighed for at finde gemmesteder og føde.

Beplantning der skaber læ, rum og privatliv ved terrassen ved annekset

På grunden ligger tre bygninger, den ene ligger i den vestlige del af haven. Familierne savner at man kan sidde på terrassen ved annekset ugeneret fra de øvrige haverum og siddepladser i haven.

Jeg har foreslået at etablere et par busketter og solitære buske og mindre træer omkring terrassen.

Plantet sammen på en måde så de ikke danner en massiv hæk, men giver mulighed for både privatliv og kig til de øvrige haverum.

Som yderligere variation og bidrag til biodiversiteten har jeg anbefalet at plante buske med forskellige blomstringstidspunkter, løvfarver og nogle af væksterne med spiselige frugter og bær.

Trampolin og træstubbe til hop og balanceleg

Mellem annekset og lågen placeres en ny trampolin.

Mellem trampolinen og terrassen plantes et par buske, som vil afskærme for synet til trampolinen fra terrassen og give børnene mulighed for at leje uden hele tiden at føle sig overvåget.

Haveejerne har planer om at beskære flere af de høje træer i højden, jeg har foreslået at man skærer nogle af stammerne i stubbe og “fliser” og placerer dem i et område ved siden af trampolinen, så de kan anvendes til balanceleg.

Blomsterenge til glæde og gavn for mennesker og insekter

Haveejerne vil gerne øge biodiversiteten i haverummet til glæde og gavn for mennesker og dyrelivet.

Havde uden den store succes forsøgt sig med at skabe blomsterenge a la ‘Vild med vilje’-princippet, det vil sige lade græsset gro.

Jeg foreslog en anden tilgang og forsøge med forskellige måder at opnå både en øget biodiversitet og flere farverige områder i haven.

I haveplanen er tegnet tre runder felter ind, hvert felt sin type af beplantning.

1 – Et-årige sommerblomster, både hjemmehørende og kultiverede

2 – Kultiverede stauder

3 – Hjemmehørende arter – stauder

Det vil give haveejerne mulighed for at prøve forskellige plante- og dyrkningsteknikker af og finde ud af hvad de kan lide at se på og finde ud af at dyrke.

Som afgrænsning mellem det uklippede græs anlægges en smal kant af sten eller små træstubbe omkring hvert bed samt yderligere en bred kant på en halv meter med klippet græs.

Låge og adgang til haven fra vejen

Kunden ønskede også en kommende stor dobbelt låge tegnet ind i haveplanen.

Øvrig rådgivning

Øst for hovedhuset har de tidligere haveejere etableret en hyggelig flisebelagt gårdhave.

Jeg rådgav omkring hvilke planter, der var etableret i de hævede bede langs med hækken og hvordan beplantningerne kan vedligeholdes.

Kunden vil gerne dyrker krydderurter i højbede, jeg rådgav omkring hvor i haven, hun vil have størst succes med det.

Det vil ikke være som kunden forestillede sig i det hævede bed ved hækken, selvom det er meget praktisk i forhold til adgang fra køkkenet.

De fleste krydderurter kræver en del sol, som ikke tilgår bedet, se afsnittet om højbede ved indgangen til den store terrasse.

Jeg rådgav også omkring vedligeholdelse af beplantningen omkring det allerede etablerede gårdhavemiljø mellem hovedhuset og det lille anneks.

Den tidligere haveejer havde efterladt mange krukker med mange smukke vækster. Kunden ville gerne plante dem ud i haven, hvilket jeg også anbefalede.

Jeg rådgav omkring hvilket tidspunkt på året det er lettest at etablere nye planter i haven samt vedligeholdelsen af de forskellige vækster.

Denne hjemmeside bruger cookies. Ved fortsat brug af siden, accepterer du vort brug af cookies.  Læs mere